620 deltagere fulgte lysende spor fra Hobro til Fyrkat

620 personer havde købt billet til Vølvens Verden, der lørdag aften førte deltagerne gennem Hobro på en fire kilometer lang lysvandring.
Aftenen begyndte ved Det Røde Pakhus, hvor vikingeskibe sejlede ind med lysende vølvestave. Herfra gik turen gennem byen, hvor lokale foreninger, frivillige og kulturaktører formidlede historie og nordisk mytologi gennem blandt andet lys, musik og drama.
Undervejs kunne deltagerne opleve de gamle træskibe på Hobro Værft, Hobro Garden, musik og drama ved Hobro Kirke, vikingemarked på AMBU-pladsen og musik ved kolonihaverne. Ved Fyrkat Engsø ventede et lysende vikingeskib.
Aftenen kulminerede ved Fyrkat med levende scenarier, Dunkelfolket, Fyrkatspillet, en lysende midgårdsorm og et nykomponeret værk af Mariagerfjord-musiker Kristina Kristoffersen.
"Det er et stærkt syn at se det lysende menneskehav bevæge sig fra Hobro mod Fyrkat. Vølvens Verden samler mennesker på tværs af byen og skaber en særlig forbindelse mellem Hobro og Harald Blåtands historiske ringborg uden for byen. Det minder os om, at Fyrkat ikke bare er en seværdighed for turister, men en levende del af Hobros historie og identitet. Den lokale opbakning og det engagement betyder utrolig meget for os," siger Lars Christian Nørbach, direktør ved Nordjyske Museer, som Vikingemuseet Fyrkat er en del af.
Omkring 60 lokale aktører, foreninger, kulturaktører og frivillige var med til at skabe arrangementet.
Faktaboks:
- 620 personer havde købt billet til Vølvens Verden
- Lysvandringen var fire kilometer lang
- Turen gik fra Hobro Havn til Vikingeborgen Fyrkat
- Omkring 60 lokale aktører, foreninger og frivillige deltog
- Arrangementet indeholdt blandt andet musik, drama, lys og fortællinger
- Finalen omfattede Fyrkatspillet, Dunkelfolket og en lysende midgårdsorm
- Kristina Kristoffersen stod bag et nykomponeret værk til finalen






Accepter kun nødvendige cookies