Læsø skal styrke helårsturismen med ny udviklingsplan for Jyllands Østkyst

Læsø er en del af den nye Udviklingsplan Jyllands Østkyst, hvor seks nordjyske kommuner går sammen om at styrke turismen. Målet er at skabe mere helårsturisme og øge turismeomsætningen med 2,1 mia. kroner samt skabe flere overnatninger frem mod 2030.
Planen skal samle områdets styrker inden for kyst, natur, kultur, gastronomi og attraktioner og samtidig sikre, at turismen udvikles i balance med lokale værdier.
Borgmester i Læsø Kommune Niels Odgaard fremhæver øens særlige rolle i samarbejdet.
”Læsø har en helt særlig position på Jyllands Østkyst med vores unikke natur, kyst, kulturarv, lokale fødevarer og stærke ø-identitet. For os handler turismeudvikling ikke kun om flere gæster, men om at skabe værdi hele året – for erhvervslivet, for lokalsamfundet og for dem, der besøger øen,” siger borgmester Niels Odgaard.
Udviklingsplanen har blandt andet fokus på at skabe flere oplevelser uden for sommermånederne, styrke lokale virksomheder og udvikle bedre sammenhæng mellem destinationer, overnatningssteder og rekreative områder.
De seks kommuner havde i 2023 samlet 3,9 mio. kommercielle overnatninger og et turismeforbrug på 9,5 mia. kroner. Turismen bidrog samtidig med 10.100 arbejdspladser.
Fakta
- Udviklingsplan Jyllands Østkyst skal styrke turismen frem mod 2030.
- Læsø Kommune indgår sammen med Vesthimmerland, Mariagerfjord, Aalborg, Brønderslev og Frederikshavn i planen.
- Målet er at øge turismeomsætningen med 2,1 mia. kroner.
- Målet er at skabe godt 600.000 flere overnatninger sammenlignet med 2023.
- De seks kommuner havde i 2023:
- 3,9 mio. kommercielle overnatninger.
- 9,5 mia. kroner i turismeforbrug.
- 10.100 turismeskabte jobs.
- Planen er udarbejdet i samarbejde mellem 23 kommuner og seks destinationsselskaber.
- Projektet støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.






Accepter kun nødvendige cookies